Affaldsindsamling i Vojens
Fra årsmødet i Forum Vojens
Torsdag den 3. september afholdt Forum Vojens sit årsmøde (generalforsamling) i Frøs Arenas konferencelokaler.
Det blev en positiv og udramatisk generalforsamling med almindelig ros til den siddende bestyrelse.
Hele bestyrelsens beretning kan læses her, og især følgende temaer blev draget frem i den efterfølgende diskussion:
- Ønsket om at få lavet et nyt terapibassin, der kan rumme brugere fra de mange patientforeninger, der har helbredsmæssig gavn af varmt vand, og som har let ved at komme til Vojens i kraft af gode togforbindelser. Bassinet skal naturligvis placeres i forbindelse med Vojens Svømmehal
- Ønsket om at få taget hul på en forbedring af stisystemet i Vojens i forlængelse af det idégrundlag til “et sammenhængende og trygt stisystem i Vojens“, som Forum Vojens har sendt som forslag til Haderslev Kommune
- Politibetjeningen af Vojens – f.eks. med base i stationsbygningen
- At Sønderjyske Motorvej ikke må blive en grænse mellem øst og vest i kommunen
- Muligheden for en enklere organisering af det frivillige foreningsliv i byen
Alle valg var genvalg, og der deltog ca. 40 i årsmødet – heriblandt 6 kommunalpolitikere.
Årsmøde i Forum Vojens 2020
Som så mange andre arrangementer blev Forum Vojens´ årsmøde i marts udsat pga. Coronasituationen. Nu er det tid at indhente det forsømte.
Sæt kryds i kalenderen og mød talstærkt op. Dagsordenen fremgår af vedtægterne.
Forslag skal være formanden (Karl Posselt, forumvojens@gmail.com) i hænde senest den 20. august.
Alle de nuværende bestyrelsesmedlemmer er villige til genvalg.
Bestyrelsen fremsætter på årsmødet 2 forslag til vedtægtsændringer begrundet i en beslutning i Haderslev Kommunes Økonomiudvalg i 2019.
§2. Foreningens formål.
2.1. Nugældende formulering: ”Det er foreningens formål i samarbejde med Haderslev Kommune og andre valgte samarbejdspartnere, at koordinere, fremme og realisere en fortsat udvikling af byområderne Vojens, Jegerup og Skrydstrup med tilliggende bebyggelser”.
Forslag til ny formulering: ”Det er foreningens formål i samarbejde med Haderslev Kommune og andre valgte samarbejdspartnere at koordinere, fremme og realisere en fortsat udvikling af centerbyen Vojens”.
§3. Medlemmer.
3.1. Nugældende formulering: “Som medlemmer anses enhver person der har interesse i foreningsarbejde, og som er myndig og bosiddende i foreningens virkeområde, Vojens, Jegerup og Skrydstrup med tilliggende bebyggelser, eller personer der repræsenterer virksomheder, foreninger eller organisationer, der virker i eller ud fra Vojens området, og som på foreningens årsmøde (generalforsamling) lader sig registrere som medlem.”
Forslag til ny formulering: ”Som medlemmer anses enhver person der har interesse i foreningsarbejde, og som er myndig og bosiddende i Vojens, Jegerup og Skrydstrup med tilliggende bebyggelser, eller personer der repræsenterer virksomheder, foreninger eller organisationer, der virker i eller ud fra Vojens området, og som på foreningens årsmøde (generalforsamling) lader sig registrere som medlem”.