Varm op til Speedway Grand Prix i Rådhuscentret

Leveret af Forum Vojens

Kom ned til en sjov og underholdende for-/eftermiddag den 7. september i Rådhuscentret i Vojens, i fællesskab med Speedway, ActurePark og alle butikkerne i tidsrummet kl.11.00 – 14.00.

Rådhuscentret bliver forvandlet til et område, du kan varme op til Speedway Grand Prix, hygge med venner og familie eller bare udforske alle de muligheder for aktiviteter, der findes i området.

ACTURE PARK vil være repræsenteret, hvor du kan få en smagsprøve af de actionprægede oplevelser og deltage i konkurrencen om 2 billetter til Grand Prix (man skal være til stede på pladsen, når vinderen bliver trukket).

Der er hygge for de mindste med ballondyr, sæbeboblesjov og Speedway Kids.

Der er åbent til kl. 14 i butikkerne, for de shoppelystne.

Der er gratis speedwaykage til de første 200 gæster.

Og der er en gratis shuttlebus til speedwaycentret, til dem der skal se Grand Prix om aftenen.

PROGRAM:
Fra kl. 11 Gratis speedwaykage til de første 200 gæster
Kl. 11-14 Butikkerne holder åbent
Kl. 11-14 ACTURE PARK aktiviteter og konkurrencer
Kl. 11-14 Mød 2 x junior verdensmestre i speedway
Få autografer og se de seje speedwaycykler
Kl. 11-14 Speedway Kids
Kl. 11-14 Musik by 11pints
Kl. 11-14 Hygge for de mindste med ballondyr og sæbeboblesjov
Kl. 11-14 Hyggeområde med salg af øl og pølser
Kl. 14-15 Gratis shuttlebus til Vojens Speedwaycenter

Moved by Action 6. – 8. september

Leveret af Forum Vojens

Kalder alle Speedway fans og sportsinteresserede, VM i speedway skal afgøres på Vojens Speedway Center den 7. september, og det er et event som du ikke vil gå glip af! Festlighederne starter allerede fredag med SønderjyskE Ishockeys første kamp på hjemmebane og Speedway træningsaften. Lørdag er der speedway event i Rådhuscentret inden VM for alvor starter om aftenen. Det bliver et brag af en Speedway weekend og det skal opleves!
Læs mere her – også om andre fede begivenheder i lokalområdet.

Indvielse af ny cykelsti mellem Over Jerstal og Vojens

Leveret af Forum Vojens

Siden februar har Haderslev Kommune været i gang med arbejdet med en ny cykelsti mellem Vojens og Over Jerstal.

Fredag den 30. august indvies cykelstien med cykelture både fra Over Jerstal til Vojens og den anden vej – inden arrangementet slutter i Byparken i Over Jerstal.

Alle er velkomne til at tage en tur på den nye cykelsti mellem Over Jerstal og Vojens, når den indvies fredag den 30. august. Man kan enten møde op med sin cykel klokken 15.30 i Over Jerstal eller klokken 16 i Vojens.

Mødestedet i Over Jerstal er i den nordlige ende af Brombærvej, hvor man klokken 15.30 cykler samlet mod Vojens.

Mødestedet i Vojens er ved indkørslen til Kudsk og Nissums jorddepot, hvor den røde snor klippes klokken 16 af formand for Udvalget for Plan og Miljø, Thomas Vedsted, og formand for Landdistriktsudvalget, Bent Kloster.

Herefter går turen ad cykelstien tilbage til Over Jerstal, hvor der er kaffe, kage og saftevand frem til klokken 18.

Se hele programmet for indvielsen her.

Cykelstien mellem Vojens og Over Jerstal er en 3,9 km lang dobbeltrettet cykelsti. Den er budgetteret til 12 millioner kroner, hvoraf de 40 % finansieres at statens cykelstipulje.

Kontakter:

Anne Bjorholm
Ingeniør
74342323

abho@haderslev.dk

Vojens Høtte 2019

Leveret af Forum Vojens, Høtte

Et hyggeligt løbe/-motionsarrangement (City Trail) var i søndags startskuddet til årets byfest – Vojens Høtte – der fortsætter med arrangementer for hele familien fra torsdag til søndag (22.-25. august).

Med 50 år på bagen er Vojens Høtte blevet en del af byens identitet. Derfor bør det være en folkeopgave i Vojens at bakke op om Høtten. Vi kan godt bevare den, men kun hvis vi står sammen om den.

Hurra for alle aktiviteter i hele byen i løbet af uge 34, men husk at holde en stor del af jeres fest indenfor hegnet – altså på høttepladsen på Over Jerstalvej. Det er den bedste garanti for, at vi også får en fest i fremtiden!

Download hele Høtteprogrammet her. Midtersiderne giver et hurtigt overblik over, hvornår de enkelte arrangementer foregår.

Sportsuge i Nustrup

Leveret af Forum Vojens

Nustrup Ungdomsforening holder traditionen med en sportsuge i august i hævd og bidrager dermed til viften af sommerfester i lokalområdet. Sådanne initiativer fortjener opbakning! I år foregår det fra søndag den 4. til søndag den 11. august.

Se hele sportsugeprogrammet her. Der orienteres desuden løbende via foreningens Facebook-side.

Kvindelandsholdet i ishockey på besøg i Vojens

Leveret af Forum Vojens

Frøs Arena lægger den 1.-3. august 2019 is til en træningssamling for kvindelandsholdet i ishockey. U-18-spillerne deltager også.

Der kommer i alt 71 spillere og ledere, som skal træne, bespises og overnatte på campingpladsen.

De danske ishockeykvinder er rykket op blandt verdens bedste nationer, og træningsindsatsen bliver nu intensiveret.

Alle er velkomne til at komme forbi Arenaen og kigge på, når der trænes og spilles indbrydes kampe. Se tidsplanen (DIU-Camp) herunder.

Liv i stationsbygningen

Leveret af Forum Vojens

KFUM’s Sociale Arbejde har lejet stationsbygningen i Vojens. For at skabe nyt liv i bygningen leder organisationen efter lokale, frivillige ildsjæle, der vil være med. Der er allerede oprettet et par frivillig-jobopslag, som kan ses her:

Stationsforstander/eventkoordinator
Frivillig butiksleder

Det er planen at indrette en genbrugsbutik i den ene del af bygningen.

I den anden del indrettes lokaler, som foreninger eller borgere i Vojens kan benytte til sociale eller kulturelle formål. Det kan f.eks. være en kunstforening, der ønsker at bruge pladsen til galleri og debatforum. Måske en bog- eller strikkeklub ønsker at mødes i lokalerne. Ønsker nogen at skabe et socialt tilbud for byens unge, kan de ligeledes bruge lokalerne som mødested. Der kan oprettes en repair café, hvor frivillige med fingersnilde, sy- eller håndværkerevner kan hjælpe byens borgere med at reparere ting og møbler, der er for gode til at smide ud. Mulighederne er mange for dem, der ønsker at være med.

Har du en god idé og frivillige kræfter, så tøv ikke med at kontakte KFUM’s Sociale Arbejde for at drøfte mulighederne for at få et samarbejde op at køre til gavn for Vojens og for Danmarks udsatte.

Kontakt:
Sarah Hassing
Genbrugskonsulent
KFUM’s Sociale Arbejde
Mail: ssh@kfumsoc.dk
Tlf: 2012 8983

Vojens Høtte nr. 50

Leveret af Forum Vojens, Høtte

Der er også byfester efter sommerferien. Vojens Høtte ligger altid i uge 34, så den er nem at huske.

2019 er jubilæumssæson med Høtte nr. 50. En kraftpræstation, for sådan en fest kommer ikke af sig selv.
Initiativtagerne og de mange frivillige, der er festens forudsætninger, har brug for og fortjener, at borgerne i by og opland bakker op ved at deltage. Igen i år kan man vælge mellem mange tilbud. Efterhånden som de enkelte programpunkter bliver klar, offentliggøres de på Høttehjemmesiden.

Vær særlig opmærksom på de arrangementer, der kræver billet på forhånd og hvor man skal være i god tid, hvis man vil være sikker.
Billetsalget er åbnet til Pigefrokosten og Jubilæumsfesten (kun 250 pladser). Begge arrangementer finder sted fredag den 23. august 2019. Klik på billederne herunder for at købe billetter.

1 2 3 4 6