Jule- og nytårshilsen fra Forum Vojens (FV)
Når man nærmer sig det sidste kalenderblad i det gamle år, er det tid til at gøre status og gøre sig tanker om fremtiden.
Først resultaterne. Dem er der heldigvis mange af – både små og store. FV kan ikke tage æren alene, men uden FVs bidrag – i mange tilfælde sammen med andre gode kræfter – ville resultaterne næppe være opnået.
Status over resultater i 2022.
- FV har organiseret affaldsindsamling den 3. april 2022 som led i DNs landsdækkende kampagne. Efter nogle gode år er tilslutningen til indsamlingen faldet, og FV har derfor besluttet ikke at gennemføre en ”samlet” affaldsindsamling i 2023, men fortsat at opfordre alle til at bidrage til at holde byen ren.
- FV har sammen med P. J. Schmidt Fonden finansieret ”Vojens-Ekspressen” (legetoget) på Banegårdspladsen
- FV har som vanligt indsendt ønsker/forslag til Haderslev Kommunes budget for 2023ff. Heraf blev forslag om et Terapibassin i Vojens Svømmehal medtaget i overslagsårene, og FV har desuden sammen med kommunen søgt om andel i statslige infrastrukturmidler til forbedring af underføringen mellem Rosenallé og Odinsplads
- Vedligeholdelse af møblerne i Rådhuscentret er en driftsopgave, FV tager sig af, 3 gange årligt. Det drejer sig om rengøring og evt. pumpning af siddemodulerne, så der ikke kommer til at stå vand på sæderne
- FV har dækket udgiften til nødvendig udskiftning af 3 flagstænger i Rådhuscentret – finansieret af nogle af de midler, foreningen har modtaget fra den nedlagte handels- og erhvervsklub
- En arbejdsgruppe af frivillige borgere på Dyssebakken har med økonomisk støtte fra FV etableret en grussti, der forbinder Dyssebakken med Fuglehaven i en direkte linjeføring, der gør det muligt for fodgængere og cyklister at skære et betydeligt stykke af den omvej, der i øjeblikket er mod bymidten. Det er sket i forlængelse af FVs forslag: ”Idégrundlag til et sammenhængende og trygt stisystem i Vojens” (2021)
- FV har i flere omgange drøftet udfordringerne med manglende tilbud til unge, hvoraf nogle i stedet samles i flok på Banegårdspladsen. Bestyrelsen har bevilget 100.000 kr. som ramme, der kan søges til ungeprojekter formuleret af de unge selv. Tanken er en workshop for elevrepræsentanter på Ungeuniverset, hvor de unge selv skal udarbejde projekter, de gerne vil arbejde videre med
- FV har bevilget tilskud til etablering af højttalersystem, så der i forbindelse med aktiviteter i Vojens er mulighed for at afspille musik i gaderne (i Rådhuscentret, foran Friis & Schmidt og ved Østergadecentret). Systemet er taget i brug i december 2022.
- FV har igangsat muligheden for Borgerprojekter i Vojens by og støttet 2 projekter i 2022. Det drejer sig om opgradering af et fællesområde på Hjejlevej med fast flisebelægning og redskabsskur – samt om supplerende udstyr til legepladsen på J. H. Schmidts Vej. Fælles for projekterne er, at alle er velkomne til at bruge områderne. De er ikke forbeholdt beboerne i nabolaget.
- FV har støttet en forlængelse af samarbejdet mellem Vojens Handel HER og konsulentfirmaet BIDdanmark indtil udgangen af 2022
- FV har givet tilskud til bord-/bænksæt, som alle kan bruge, ved Vojens Skyttecenter
- FV har givet tilsagn om et tilskud til Grundejerforeningen for Billundområdet, der er i gang med at søge midler til totalrenovering af 2 legepladser i Vojens
- På initiativ fra Haderslev Erhvervsråd, FV og Haderslev Kommune blev Vojens i slutningen af 2021 efter ansøgning udvalgt som testby for Bolig- og Planstyrelsens projekt: ”Partnerskab for levende bymidter”. FVs formand har deltaget i styregruppen for dette projekt, der i 2022 har fyldt meget og også på forskellig måde sat præg på byen i kraft af en række midlertidige forsøg. F.eks. Leje af lokale på stationen, aktiviteter på stationen, trafikforsøg og grønne anlæg i Vestergade, indretning af kontorfællesskab i Vestergade 29. Alt sammen for at skabe debat og skaffe erfaringer til brug for en udviklingsplan med forslag om konkrete indsatser, der kan forbedre byen. Udviklingsplanen forventes klar i løbet af foråret 2023 og bliver et væsentligt grundlag for FVs fremtidige indsats
- At skabe direkte, synlige resultater forudsætter i det hele taget et betydeligt, tidkrævende ”benarbejde”, herunder formulering af skrivelser og høringssvar – samt deltagelse i mange møder. Det er ofte en nødvendig forudsætning for at få ting til at lykkes
- FV driver herudover en bred informationsindsats via hjemmesiden https://vojens.dk med arrangementskalender samt en Facebookside (https://www.facebook.com/vojens.dk), der p.t. har 3.687 følgere. FV anser det for vigtigt, at lokalområdet er synligt og repræsenteret for at sikre passende indflydelse i en kommunal sammenhæng
Med tilskud fra Forum Vojens har en stor flok naboer på Dyssebakken lavet en sti, der er en direkte forbindelse mellem Dyssebakken og Fuglehaven.
Fremtiden
Når man gør status over resultaterne, får man uundgåeligt også øje på ”hullerne i osten”. Vojens er grundlæggende et godt sted at bo og leve, men der er fortsat masser af potentiale for udvikling – og dermed masser af opgaver for FV at arbejde videre med.
Samtidig må FV som frivillig forening også både erkende sin begrænsning og fortsat arbejde på at få flere frivillige borgere engageret i arbejdet.
Det næste store skridt bliver “Udviklingsplan for Vojens – levende bymidte”, der er ved at blive skrevet, og som forventes offentliggjort i foråret 2023. Den skal levere input til fortsat udvikling af byen, og derefter bliver den store opgave at få drøftet og realiseret de forslag, planen indeholder.
Glædelig jul og godt nytår!
Julemandsvækning i Rådhuscentret
Tid: Lørdag den 26. november 2022 kl. 11.
Sted: Rådhuscentret, 6500 Vojens.
Program: Vojens Handel har planlagt, at Julemanden skal vækkes lørdag d. 26. november kl. 11.00 i Rådhuscentret i Vojens . Det kræver, at mange børn og voksne møder op for at råbe julemanden op!
Entré: Gratis adgang.
Altid plads til én til, eller to, eller tre…
60+ for enlige mænd
I Vojens er der et socialt fællesskab for enlige mænd i den tredje alder (60+). Det er ikke en loge for særligt indviede, men et åbent tilbud om at være med i et kammeratskab for modne mænd, som bor alene i hverdagen.
Med fast base på Sundhedscenter Vojens (Rådhuscentret 7, 6500 Vojens) mødes man i klubben hver mandag kl. 14-16.30 og hygger sig med mange forskellige aktiviteter.
Det kan være foredrag, indendørs spil, petanque, krolf og lignende – men også ”udgående” aktiviteter som museums- og virksomhedsbesøg, bowling og fælles udflugter til seværdigheder m.m.
Ud over mandagsmøderne er der tilbud om fælles gåture (tirsdage kl. 10-11) og motion i Sundhedscentrets motionsrum (fredage 14-16).
Programmet sammensættes af dem, der vil være med. Det bygger på kammeratskab og har gerne et indhold, der kan gøre medlemmerne lidt klogere på verden…
Alle mænd i målgruppen – bosiddende i Haderslev kommune – er velkomne i klubben. Kontakt Henning på mail eller eller telefon 4047 2806, hvis du vil vide mere.
Programmet for 1. halvår 2023 kan findes her.
Billedet er fra en klubtur til Legoland