Levende bymidte: Udviklingsplan for Vojens

Leveret af Forum Vojens

Vojens er én af omkring 120 byer i Danmark med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere.

De fleste af dem har det svært, for når der til sidst kun er en genbrugsbutik, et fitnesscenter og en grill tilbage – hvad skal man så bruge byen til? Uden en levende bymidte er sådanne byer ikke attraktive for borgere, butiksejere eller investorer. 

Så vidt er det slet ikke kommet med Vojens, men her er det heller ikke længere handelslivet, der alene kan sørge for liv i gaden. Nu er det borgerne selv, der skal sørge for aktivitet, så byen fortsat er interessant for folk, der vil investere og drive butik. At tingene på den måde er vendt på hovedet, skal vi nok lige vænne os til – for hvad gør vi så?

Der er ikke rigtig nogen, der endnu har fundet ud af, hvor man skal fikse problemet, for der er ingen nemme løsninger.

I løbet af 2022 har Forum Vojens, Haderslev Erhvervsråd og Haderslev Kommune arbejdet med en udviklingsplan for Vojens. Planen er blevet til på grundlag af undersøgelser, fokusgruppeinterviews og afprøvninger, og den er nu på vej til godkendelse i det politiske system.

Planen er præget lovlig meget af konsulentsprog, men ganske kort fortalt peger den på, at der skal sættes ind 4 steder i byen – ved Vojens Hallerne, på Banegården, i Rådhuscentret og i Vestergade. 

Næste skridt bliver at omsætte rådene til handlinger og projekter, der i dialog med de involverede kan konkretiseres, prioriteres og gennemføres – efterhånden som der kan skaffes finansiering til dem.

Forum Vojens vil være en aktiv medspiller i det videre arbejde, hvor selv små skridt tæller, så længe retningen holdes.

Se hele Udviklingsplanen for Vojens her 

Hold byen ren – også i 2023

Leveret af Forum Vojens

Årsskiftet er en særlig tid, der endda indgår i et gammelt ordsprog: »renlighed er en god ting, sagde kællingen, hun vendte sin særk nytaarsaften«.

Nytårsaften med fest, ballade og fyrværkeri har eftervirkninger i form af tunge hoveder, efterladte serpentiner, tomme flasker, papir og pap fra affyret fyrværkeri og nedfaldne rester fra raketter. Det hele har en tilbøjelighed til at blive liggende i naturen, hvor det absolut ikke pynter!

Råd nr. 1 er naturligvis: Lad være med at smide affald på gaden eller i naturen. Ryd op efter dig selv, hvis du kommer til at tabe noget! Det gør de fleste, men ikke alle.

Forum Vojens har derfor et forslag:

Medbring pose eller sæk, når I alligevel går tur i ugen efter nytår, så vi kan få ryddet op i byen efter Nytårsaften i en fart – ved fælles hjælp. Men vær forsigtig med fyrværkeri!

Måske ses vi derude. God fornøjelse – og tak for hjælpen!

“Flaskeskulpturen” på billedet er fotograferet på Aage Grams Vej i januar 2021

1 5 6 7 8 9 10 11 51