Årsskiftet er en særlig tid, der endda indgår i et gammelt ordsprog: »renlighed er en god ting, sagde kællingen, hun vendte sin særk nytaarsaften«.
Nytårsaften med fest, ballade og fyrværkeri har eftervirkninger i form af tunge hoveder, efterladte serpentiner, tomme flasker, papir og pap fra affyret fyrværkeri og nedfaldne rester fra raketter. Det hele har en tilbøjelighed til at blive liggende i naturen, hvor det absolut ikke pynter!
Råd nr. 1 er naturligvis: Lad være med at smide affald på gaden eller i naturen. Ryd op efter dig selv, hvis du kommer til at tabe noget! Det gør de fleste, men ikke alle.
Forum Vojens har derfor et forslag:
Medbring pose eller sæk, når I alligevel går tur i ugen efter nytår, så vi kan få ryddet op i byen efter Nytårsaften i en fart – ved fælles hjælp. Men vær forsigtig med fyrværkeri!
Måske ses vi derude. God fornøjelse – og tak for hjælpen!
“Flaskeskulpturen” på billedet er fotograferet på Aage Grams Vej i januar 2021