Information er en vanskelig sag. Som borgere i et lokalområde ved vi typisk noget forskelligt, fordi vi orienterer os på forskellig måde. Det er meget svært at skaffe sig lige præcis og kun den information, man er interesseret i – og ingen kan rumme alt!
Nogle læser en daglig avis, andre klarer sig med ugeaviserne. Nogle bruger fortrinsvis de sociale medier – men dem er der efterhånden mange af. Nogle googler og finder information på hjemmesider. Nogle holder sig orienteret ved at snakke med naboer, venner og bekendte…
Forum Vojens har i flere år drevet en hjemmeside (https://vojens.dk/) , der både indeholder grundlæggende oplysninger om Vojens, bringer nyheder og ikke mindst vedligeholder en arrangementskalender for at vise, hvor meget der sker i lokalområdet (den tidligere Vojens kommune).
Desuden har Forum Vojens en side på Facebook (https://www.facebook.com/vojens.dk), der bringer aktuelle opslag flere gange om ugen.
Disse gode viljer rammer imidlertid ikke alle. Der er stadig mange borgere, der ikke kender til Forum Vojens eller er opdateret på, hvad der sker i byen.
Nu er der så på privat initiativ startet en ny service ved navn Vojensmail. Det er gratis at tilmelde sig, og man får regelmæssigt tilsendt et nyhedsbrev direkte i sin mailboks. Der arbejdes i øjeblikket på at få denne nye informationskanal til at smelte sammen med Forum Vojens´ øvrige tilbud, så vi forhåbentlig kan “ramme” endnu flere med nyttig viden om, hvad der sker – her hvor vi bor.
Har du endnu ikke tilmeldt dig Vojensmail, kan du her få et kig på, hvordan det seneste nyhedsbrev ser ud.
Du kan selv tilmelde dig og få nyhedsbrevet her.
God fornøjelse!