Haderslev – Vojens Tunneldal

I tunneldalen mellem Haderslev og Vojens er der afmærket fire vandreruter. Man kan også vandre hele strækningen fra Haderslev til Vojens, i alt cirka 14 km. Vandreruterne er indtegnet på kortet i en folder omkring Tunneldalstierne, og de er afmærket med farvede pile på skilte langs ruterne. Ruterne følger mark- og skovveje, samt smalle trampestier.
Turen gennem tunneldalen giver mulighed for at opleve den smukke natur og spændende kulturhistorie.

Et tæt net af små veje og stier giver gode muligheder for at opleve tunneldalens natur og landskab til fods og på cykel. Området rummer også en spændende kulturhistorie. Ved Tørning kan man se resterne af én af de mægtigste middelalderborge i Sønderjylland. På Tørning Mølle kan man opleve, hvordan vandkraften er blevet brugt til at male korn til mel. Ved Christiansdal minder vandkraftværket om, at der her har været forskellige former for industri siden 1770’erne. I Dyrehaven på sydsiden af Haderslev Dam kan man se flokke af dådyr og kronhjorte. Ved Christiansdal og Bergs Skovplads er der primitive lejrpladser med bålpladser.