Renovering af Odins Plads (Banegårdspladsen)

Leveret af Forum Vojens

Byrådet har i dag (26-05-2020) besluttet at bevilge 5 millioner kr. til langt om længe at få renoveret Banegårdspladsen i Vojens – stedet, hvor Haderslev kommune skal gøre sig lækker over for besøgende, der kommer til byen via bus eller tog.

Det er en sag, Forum Vojens længe har arbejdet med uden held. Senest blev der i 2017 udarbejdet et forslag med økonomioverslag. Nu skal projektet så beskrives i detaljer – i et samarbejde mellem Haderslev Kommune og Forum Vojens – og der skal laves en konkret beregning af økonomien, hvorefter arbejdet kan sættes i gang. Den kommunale bevilling er fordelt med 3 mio. kr. i 2020 og 2 mio. kr. i 2021.

Grunden til, at Forum Vojens er gået ind i projektet, er især ønsket om at give besøgende en ordentlig velkomst til kommunen uden risiko for at falde over skæve fliser og sunkne brosten (!), at få pladsen gjort grønnere og langt mere indbydende end nu – og dermed forhåbentlig gøre det interessant for investorer at skabe aktivitet i de tomme kvadratmeter i stationsbygningen og det tidligere posthus.

En betydelig del af projektet kan betegnes som vedligeholdelse, idet underlaget slet ikke kan holde til de mange busser, der hver dag runder stationspladsen. Desuden trænger store dele af pladsen til et nyt lag asfalt.

I 2017 fik Forum Vojens udarbejdet en Masterplan for midtbyen, og den blev dengang brugt som grundlag for udarbejdelse af et mere konkret forslag til udvikling af Banegårdspladsen i løbet af 2017. Siden er der hidtil ikke sket ret meget i sagen – indtil i dag.