Forum Vojens har igen i år afsat en pulje til borgerprojekter i Vojens
Forum Vojens´ bestyrelse kan samle og informere om ideer, vi kan motivere og støtte økonomisk, men bestyrelsen har ikke kræfterne til at udføre alle ideerne i praksis
Derfor prøver vi at få flere borgere til at bidrage – på områder, de brænder for – med ideer, og som også er villige til at følge ideerne til dørs
Det har faktisk hele tiden været muligt at søge støtte hos Forum Vojens, men vi vil gerne have flere i gang.
Eksempler på Forum Vojens-støttede projekter, der kan betegnes som borgerprojekter, er bålhytte, shelters, toilet, læskur til discgolf og bord/bænk på krolfbanen i Fritidscentret.
Hvordan?
Forum Vojens har afsat en pulje, hvorfra borgere og foreninger (”aktivitetsgrupper”) kan søge penge til at gennemføre et eller flere projekter.
Kriterier
Projekterne skal i størst muligt omfang:
- Være borgernære og synlige
- Være offentligt tilgængelige
- Have formål, der normalt ikke indgår i offentlige kerneopgaver
- Passe ind i Forum Vojens’ formålsparagraf om at fremme og realisere en fortsat udvikling af Vojens
Deadline for ansøgninger
Projektforslag kan indsendes til og med torsdag den 1. juni 2023.
Udvælgelse
Forum Vojens´ bestyrelse bearbejder og vurderer herefter forslagene i forhold til kriterierne.
Hvis der er mange flere ansøgninger, end der er penge til, indkaldes senere til et borgermøde, hvor de fremmødte får lejlighed til at være med til at prioritere og udvælge de forslag, der gør sig fortjent til puljemidler fra Forum Vojens.
Ansøgningsskema
Et meget enkelt ansøgningsskema kan findes her. Udfyld og send det til forumvojens@gmail.com
Spørgsmål
Evt. spørgsmål til ordningen kan mailes til forumvojens@gmail.com