Økodag – Køernes forårsfest – Immervad

14/04/2019 10:00 - 14:00

Tid: Søndag den 14. april 2019 kl. 10:00 – 14:00

Sted: Hærvejen 14, 6500 Vojens

Program: På Immervad bor Esben og Maria med deres børn Andreas, Kamilla, Nikolaj og Cecilie. Familien købte gården i 2009, og i 2011 begynde de at omlægge markerne til økologisk drift og i 2012 kunne de levere deres første økologiske mælk til mejeriet Naturmælk. Økologisk drift tiltaler familien, da det giver øget dyrevelfærd og en mere bæredygtig produktion. Foruden de 200 jerseykøer har familien også kvier, heste samt kat, høns og hund. De dyrker også 190 hektar jord med græs og korn som foder til dyrene.

Økodag er en festdag! Og det er en af årets mest populære familieoplevelser. Tag din familie med ud på landet søndag den 14. april. Her kan I være med til at lukke øko-køerne på græs, for første gang efter en lang vinter i stalden. Det foregår præcis kl. 12.00. På gården er der smagsprøver på økologiske mejeriprodukter og rig mulighed for at smage, røre og lugte til økologien.
Glæd jer til en sjov og lærerig oplevelse på et økologisk landbrug.

Entré: Gratis adgang. Kom i god tid! Så kommer I ikke til at sidde i bilkø. Gårdene åbner kl. 10.00

Arrangør: Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med den lokale gårdejer og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them, Løgismose og Hansens Mejeri.