Giv et praj

Leveret af Ikke kategoriseret

Vejledning til Giv et praj i Haderslev Kommune

Ser du fejl eller mangler på et kommunalt område, kan du hjælpe kommunen (og dig selv) ved at give kommunen et praj om det.

Sådan giver du et praj
Du kan vælge mellem at sende praj-et via app eller web. Altså fra en mobil, tablet eller PC.
Fordelen ved at sende besked digitalt (frem for telefonopringning) er bl.a., at du undgår ventetid ved telefonen – og at dit praj går direkte til en medarbejder, der kan gøre noget ved fejlen.

Giv et praj – app​
Med Haderslev Kommunes app kan du give praj, hvor angiver sted, evt. tager et billede og vælger problemtype, så den relevante medarbejder kan gå videre med opgaven. Hent appen her:

Link til Giv et praj app til iPhone via App Store

Link til Giv et praj app til Android via Google Play

Giv et praj – web
Du kan også give et praj fra via web/hjemmeside.

Link til Giv et praj via web (Haderslev Kommune)

Her kan du enten skrive adressen eller markere stedet på et kort. Samtidig har du mulighed for at beskrive problemet både med emne og kategori samt at vedhæfte et billede, hvis du har taget et. Til sidst kan du markere, at du gerne vil følge med i, hvad der videre sker med dit praj.

Faldgruber
Det kan være banale omstændigheder, der afgør, om du får en god eller mindre god oplevelse med ”Giv et praj”. Du opnår det bedste resultat af din fejlmelding, når du er opmærksom på de mest almindelige fejlkilder:

  • Det er vigtigt, at du angiver det præcise sted for fejlen. På kortet skal du placere markøren korrekt, og det skal være på et område, der ejes af kommunen. Ellers får du et automatisk svar som f.eks. “Placering udenfor gyldigt arbejdsområde.” Det kan være, hvis du markerer et sted på en privat matrikel eller en statsvej, som Vejdirektoratet (ikke kommunen) har ansvaret for. 
  • App-en kan foreslå nærmeste postadresse, så tag gerne et foto på stedet og supplér med en god beskrivelse af stedet, hvis det ligger langt fra nærmeste adresse.
  • Det kan også være, at en anden borger allerede har indsendt et praj om samme fejl. Tjek kortet i stedet for at indsende prajet én gang til.

Sådan behandler kommunen dit praj
Praj er anonyme, så andre borgere kan ikke se, at det er dig, der har indsendt et praj.

Du får en kvittering på dit praj via appen eller hjemmesiden. Her kan du også følge, hvordan det går med din henvendelse. På kortet har prajene forskellig farve:

  • Nye praj, der er modtaget, får farven grå
  • Praj, der kræver tilsyn, inden de kan vurderes, er blå
  • Praj, der er accepteret/vurderet til at skulle løses, er orange
  • Praj, der er løst, får farven grøn
  • Praj, der ikke kan løses af kommunen, får farven rød
  • Praj, der er uafklaret, får farven lilla

Dit praj går automatisk direkte til den kommunale medarbejder, der kan sætte gang i at rette fejlen. Hvis du både sender et foto og en god beskrivelse med prajet, kan medarbejderen ofte straks se, hvad der er galt og hvad der skal bruges til at udbedre fejlen. Dermed spares et tilsyn.

Hvis den kommunale medarbejder vurderer, at dit praj er akut, bliver udbedring af fejlen sat i gang hurtigst muligt. Andre praj bliver prioriteret og planlagt i vores daglige drift og vedligehold, eller indgår i den fremtidige planlægning.​

Det kan du give et praj om
Du kan sende kommunen praj om ting, som du umiddelbart ser i gaderummet, på vejen eller i det grønne. Det kan f.eks. være:

  • Huller i veje og stier
  • Ødelagte skilte
  • Problemer med oversigtsforholdene
  • Dårlige fortov
  • Hærværk
  • Defekt belysning
  • Glasskår på cykelstien
  • Stoppede brønde

Svar
Du kan læse mere om Giv et praj på Haderslev Kommunes hjemmeside – https://www.haderslev.dk/service/trafik-og-veje/giv-et-praj.
Når du har indsendt et praj, får du en kvittering med et link, så du kan følge sagen.

Det er ikke altid, at en fejl kan udbedres (med det samme). Så er der som regel en forklaring på, hvorfor.

God fornøjelse med ”Giv et praj”!

Frivilligbus

Leveret af Ikke kategoriseret

Forum Vojens har i længere tid overvejet muligheden for at etablere en transportmulighed til indkøb i Vojens for borgere i nærliggende lokalsamfund (Jegerup, Over Jerstal og Skrydstrup) uden egen dagligvareforretning.

Sagen fik ny næring med regeringens landdistriktspolitiske udspil i 2024, hvor der blev afsat en pulje på 20 mio. kr. til forsøg med frivilligbusser.

I 2025 arbejdede Haderslev Kommune med en mobilitetsstrategi, og så faldt tingene på plads. Det var kun kommuner, der kunne søge puljemidlerne, og ud fra en ansøgning med et budget på 1,2 mio. kr. fik Haderslev Kommune del i 900.000 kr. til 2 forsøg med frivilligbusser i henholdsvis Fjelstrup og Vojens med omliggende byer.

Busserne er ved at blive anskaffet (leaset), og det er nu på tide at informere om planerne, selv om det varer nogle måneder, inden alle forberedelser er på plads.

Foreløbig ser det således ud:


Nogenlunde som den leasede bus forventes at komme til at se ud, så den bliver synlig i landskabet!

Hvad er en Frivilligbus og hvordan fungerer den?

Frivilligbussen er dit kommende lokale, frivillige transporttilbud i lokalsamfundene Jegerup, Over Jerstal og Skrydstrup. Den skal gøre det nemmere at komme rundt i hverdagen, både til aftaler, indkøb, aktiviteter og sociale arrangementer. Bussen vil blive kørt af lokale frivillige og kan bruges af både enkeltpersoner, foreninger og grupper.

Det er planen, at bussen skal være klar til kørsel efter sommerferien (2026).

Et fleksibelt tilbud skabt af lokalsamfundet

Bussen ejes af Haderslev Kommune, men vil i hverdagen blive drevet af frivillige kræfter i Jegerup, Over Jerstal og Skrydstrup. Ruter og faste ture planlægges i samarbejde med lokale foreninger og borgergrupper, så tilbuddet passer til det reelle behov. For eksempel har der været stort ønske om at lave en fast indkøbstur til Vojens.

Hele idéen bygger på fællesskab: At vi hjælper hinanden i vores lokalområde og giver alle bedre mulighed for at deltage i hverdagsliv og aktiviteter.

Hvordan bruger jeg Frivilligbussen?

Du vil kunne leje bussen via Byensbil.dk – men først efter sommerferien!

Bussen bliver en el-bus med plads til op til 9 personer (inkl. chaufføren), og du behøver kun et almindeligt kørekort for at køre den.

1. Faste frivilligture
Her kører en frivillig chauffør en planlagt rute og samler de tilmeldte op. Der aftales også returtidspunkt.

Sådan vil du kunne komme med:
Send en SMS til XXXXXXX med:
navnet på turen (fx “Mandagstur 1”)
dit navn (og evt. flere navne) og adressen hvor du vil hentes
Betal via MobilePay senest dagen før.
Du får en bekræftelse pr. SMS.

OBS: Der er plads til 8 passagerer i bussen og det bliver først til mølle.

2. Foreninger – udlejning uden fører
Foreninger kan leje bussen til ture, arrangementer og weekendaktiviteter. Foreningen skal selv stille med en chauffør.

3. Private – udlejning uden fører
I ledige perioder kan private i de 3 landsbyer og omegn leje bussen i op til ét døgn.
Eksempler på brug: Indkøb, lægeaftaler, sportskampe, udflugter, sociale aktiviteter m.m.

Hvorfor en Frivilligbus?
Det er håbet, at Frivilligbussen kan hjælpe mange forskellige grupper i hverdagen for eksempel:

Ældre: Mange ældre mister mobiliteten, når de ikke længere selv kan køre bil. Bussen giver mulighed for at deltage i aktiviteter, slippe for isolation og blive boende i deres vante omgivelser.

Unge kan komme nemmere til fritidsaktiviteter, ungdomsskole og sociale arrangementer, når de går sammen og der kun er behov for en chauffør til bussen.

Fællesskab og bæredygtighed: Projektet styrker sammenholdet i byen og reducerer antallet af enkeltture i bil. Samkørsel og el-drift gør løsningen grønnere og mere bæredygtig.

Har du lyst til at være med?

Bliv frivillig buspedel
Som buspedel hjælper du andre med praktiske spørgsmål – fx indstilling af bussen eller opladning.
Er noget i stykker, tager et værksted sig af det.

Kontakt Forum Vojens (forumvojens@gmail.com) eller lokale kontaktpersoner i Jegerup (Harry Freund – harryfreund@bbsyd.dk), Over Jerstal (Børge Hansen – hugohejo@hotmail.com) eller Skrydstrup (Ib Nielsen – ivnielsen@hotmail.com), hvis du kunne tænke dig at blive buspedel.

Bliv frivillig koordinator
Koordinatoren sørger for overblik over faste ruter og laver vagtplan over, hvilke chauffører, der kører hvilke dage. Det hele foregår i et overskueligt skema.

Kontakt Forum Vojens (forumvojens@gmail.com) eller lokale kontaktpersoner i Jegerup (Harry Freund – harryfreund@bbsyd.dk), Over Jerstal (Børge Hansen – hugohejo@hotmail.com) eller Skrydstrup (Ib Nielsen – ivnielsen@hotmail.com), hvis du kunne tænke dig at blive koordinator.

Bliv frivillig chauffør
Vil du være med i et lokalt fællesskab og gøre en konkret forskel?

Som frivillig chauffør giver du både unge og ældre mulighed for at komme ud ad døren – til aktiviteter, indkøb, venner og meget mere.
De fleste chauffører siger, at de får mindst lige så meget igen, som de giver.

Kontakt Forum Vojens (forumvojens@gmail.com) eller lokale kontaktpersoner i Jegerup (Harry Freund – harryfreund@bbsyd.dk), Over Jerstal (Børge Hansen – hugohejo@hotmail.com) eller Skrydstrup (Ib Nielsen – ivnielsen@hotmail.com), hvis du kunne tænke dig at komme på chaufførlisten.

Der kører frivilligbusser en del andre steder i landet – se f.eks. “Frøen” i Jungshoved

FORÅRSKONCERT MED VOJENSKORET

Leveret af Ikke kategoriseret

Foråret er på sit højeste, sommeren nærmer sig og dermed også Vojenskorets traditionsrige koncert på Tørning Mølle med det store kage-tapas bord.

Arrangementet løber af stablen onsdag d. 27. Maj kl. 19.00 på Tørning Mølle.

Det koster 100 kr. i entre incl. kaffe og kage. Der er ingen billetbestilling – man kommer bare.

Årets tema er årstidsstemninger. Vojenskoret vil synge om solens gang gennem de forskellige årstider. I vil kunne lytte til tekster skrevet af bl.a St. St. Blicher, Jens Rosendal, Sebastian og Michael Falch. Og selvfølgelig bliver der også tid til fællessang. 

Vores korleder Klara-Sofie Rosing Birkblad vil lede os igennem aftenens mange sange.

Kom og vær med til en musikalsk hyldest til solens og årets gang i de smukke omgivelser ved Tørning Mølle.

1 2 3 4 62