Dagplejen
Kommunale og private dagplejere i Vojens og opland tilbyder børnepasning af de allermindste.

Vuggestuer-børnehaver

Børnehuset Tumlehøjen er en kommunal børnehave for de 3-6 årige. Børnehaven bor på to matrikler. Den ene afdeling ligger i grønne omgivelser på Overgårdsvej i den vestlige ende af byen. Den anden afdeling er på Højgade, centralt beliggende i Vojens.
 
Børnehaven Hulahoppen er en integreret 0-6 års institution med forældrebetalt madordning. Hulahoppen er nybygget i 2014 og ligger i den østlige ende af Vojens nær Vojens Hallerne.

Børnehuset Himmelblå i Skrydstrup er en integreret 0-6 års institution.

Folkeskoler

Lagoniskolen er folkeskole med i alt 900 elever fra 0.-9. klasse. Lagoniskolen ligger på to matrikler.
 
BørneUniverset  og JuniorUniverset ligger på Unionvej og har 400 elever i 0.-3. klasse og 300 elever i 4.-7. klasse. Der er en nybygget SFO og grønne områder tilknyttet Børneuniverset.
 
Omkring 200 unge mennesker har sin daglige gang på UngeUniverset på Østergade i 8.-9. klasse. Ungeuniverset er nyligt renoveret og har fået nye klasseværelser, faglokaler og opholdssteder for de unge, som giver plads til faglig fordybelse i timerne og hygge i frikvartererne.
Der er tilknyttet en specialafdeling til børn med særlige behov.

Skolen ved Kløften
Haderslev Kommunes fællesskole for 10. klasses elever.

SFO

Lagoniskolens SFO er et kommunalt tilbud for skolebørn i 0.-3. klasse før og efter skoletid, hvor man kan vælge at deltage i planlagte aktiviteter eller blot være sammen med venner.

Specialskoler

Skolen ved Stadion
Skolen er Haderslev Kommunes specialskole og eleverne bliver visiteret til skolen. Elevtallet har i de sidste par år svinget mellem 160 – 180. Visitationen sker i et samarbejde mellem Skoleafdelingen, PPR og skolens ledelse.

Efterskoler

Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole
VGIE henvender sig til unge mellem 14 og 17 år. Der er mulighed for at gå på skolen i 9. og 10. klasse og der er også mulighed for at blive 2. års elev. Der er plads til 200 elever på skolen, ligeligt fordelt på køn. VGIE giver gode muligheder for at forbyde sig i sin favoritidræt og det er den eneste efterskole i Danmark med linjer i ishockey og kunstskøjter.
 

Ungdomsuddannelser

I Vojens vælger de fleste unge at tage ungdomsuddannelse i Haderslev, hvor der er et stærkt ungemiljø og mange muligheder for at vælge præcis den retning af uddannelse, som man ønsker sig. 

EUC SYD 

Haderslev tilbyder Højere Teknisk Gymnasium, HTX og flere tekniske grunduddannelser. EUC Syd har flere sønderjyske afdelinger. På Haderslev Handelsskole er det blå gymnasium, HHX og to merkantile uddannelser; EUD og EUX Business. Haderslev Katedralskole har to spor - det almene gymnasium, STX og 2- årigt HF. På VUC Syd kan man vælge mellem forskellige HF-pakker eller få strikket en uddannelsespakke sammen, som giver de kompetencer man har brug for for at komme videre. VUC Syd tilbyder ordblindeundervisning. Haderslev Produktionsskole er en anden vej til uddannelse for unge under 25 år, som ikke har gennemført anden form for ungdomsuddannelse. Erhvervsgrunddannelse, EGU er for unge under 30 år, der har mod på at starte på en praktisk uddannelse men ikke er parate til at starte på en ordinær erhvervsuddannelse. Særlig tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU er uddannelse for borgere, der ikke har mulighed for at følge et almindeligt forløb. Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU-Haderslev er personlig vejledning om uddannelse og job for alle unge under 25 år, der bor i Haderslev kommune.

UC SYD

campus Haderslev har mere end 1.000 studerende, der læser til professionsbachelor på 3-4 år. Mange flytter til byen for at studere. I Haderslev er der seks uddannelsesretninger: Lærer, Fysioterapeut, Ernæring og Sundhed, Erhvervssprog og it-baseret Markedskommunikation (EITM), Grafisk Kommunikation og Sono-kommunikation.  To af uddannelserne; Lærer og EITM optager internationale studerende.

Musikskole

Musikskolen har til huse i Vojens Musik- og Kulturhus på Vestergade 20 i Vojens. Skolen tilbyder undervisning i musik for alle aldersgrupper, dog mest børn og unge. Desuden tilbydes MGK, musikalsk grundkursus, som er et 3-årigt overbygningskursus knyttet til musikskolen. MGK sigter mod at uddanne musikudøvere, som kan stimulere det lokale musikliv og forberede eleverne til optagelse på musikkonservatoriet eller en anden videregående musikuddannelse.

Specialinstitutioner

Værestedet Kuglen er en del af Haderslev Kommunes tilbud om beskyttet beskæftigelse for borgere over 18 år med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller andre særlige behov. Kuglen ligger på Trekanten i den østlige ende af Vojens og har en række værksteder, hvor man kan arbejde med træ, glas, montage, tekstil, forretning, udendørs vedligehold, teater og musik.

Odinsgården

Bopæl for udviklingshæmmede, der har brug for støtte, hjælp og vejledning i de daglige gøremål.

Bibliotek

Vojens Bibliotek ligger i flotte, nye lokaler på Sundhedscenter Vojens i Rådhuscenteret. Her er plads til alle aldre – der er en børnezone med behagelige sofaer, stort legetøj til de mindste, børnebøger og ikke mindst de populære sprogkufferter, som man gratis kan låne med hjem. Der er også mere stille områder, hvor man kan læse aviser, tidsskrifter, bøger eller benytte computerne. Og så er der rækker af bøger, der åbner til en verden af viden og fortællinger.

GOTI klubben besøg klik her...

Goti-klubben er et kommunalt tilbud uden for skoletid for børn fra 4. klasse og indtil de fylder 18 år. Goti-klubben tilbyder aktiviteter såsom PC, Wii, bordfodbold, airhockey, billard, bordtennis, brætspil, smykkefremstilling og meget mere. I Goti-klubben kan man få lidt at spise, når man kommer.
 
Gotiklubbens venner

Et frivilligt initiativ, der tilbyder det samme som Gotiklubben i endnu flere åbne timer hver uge.